«Naar en Handling som dog av Loven er stemplet som … en meget grov Forbrydelse, naar den allikevel blir mere og mere utbredt, i alle Samfundslag, blandt Gifte og Ugifte, blandt de hæderligste, mest samvittighetsfulde Mennesker, da viser dette at der paa et eller andet Punkt maa være noget iveien.
Man har søkt at begrunde Straffen for Fosterfordrivelse ved Hensynet til Sedeligheten og den offentlige Moral. Man har tænkt sig at det vilde ha de frygteligste Følger for den almindelige Sedelighetstilstand, om det skulde staa enhver frit at rydde avveien Følgerne av sin Letsindighet …
Men … Fosterfordrivelse er slet ikke nogen Spøk, ikke noget som man gaar til med let Hjerte. … Og der er vist faa, som vil føre et uforsigtig eller letsindig Liv i den Tanke at Følgerne – om der blir nogen – jo kan ryddes avveien.»
(Av politifuldmægtig Carl Hartmann i Morgenbladets morgenutgave 24. februar 1914)