Annonse
04:00 - 08. januar 1999

Den umulige arkitekturkritikken

Annonse

ARKITEKTUR. Byudvikling har ikke noget med arkitektur og stedsforming at gøre. Dessuten er den sociale kritik av byudviklingen langt vigtigere end arkitekturkritikken.

Jan Carlsen klager i Morgenbladet 20.nov 1998 over at «arkitekturkritikken har utspillet sin rolle», fordi den ikke påvirker byudviklingen. Andre vil med rette mene det modsatte. Det er ikke arkitekturkritikkens manglende indflydelse som er problemet – her kan man bare tænke på Operasagen, Tullinløkka, bevaringspolitikken, kulturmindeværnspolitikken, Miljøverdepartementernes vejledere i æstetik og stedsanalyse mv. Problemet er den arkitekturkritik som har indflydelse. Jan Carlsen har selv stået for et af de bedste eksempler, i sin kritik af Ammerud-blokkene; en kritik som var a-historisk i forhold til boligpolitikken og samspillet mellem boligpolitik og samfundsudvikling, og som var elitær i forhold til de arkitektoniske vurderinger fra de mennesker som faktisk bebor boligerne.En af grundene til at f.eks. byteoretikere ikke blander sig i arkitekternes interne debat, er bl.a. at arkitekter for ofte udviser en manglende byteoretisk ballast som kunne kvalificere dialogen. Byudvikling har ikke noget med arkitektur og stedsforming at gøre. Byudvikling skabes af samfundets økonomiske, politiske, kulturelle processer og produktionsmådens udvikling. Arkitekturen og stedsformningen kan medvirke til denne udvikling og tilpasse sig de dominerende trendes processer, men den kan ikke i sig selv skabe byudvikling.

Arkitekturen og stedsformingen har altid været en tilpasning til samfundets religiøse, økonomiske, politiske, militære og kommersielle behov. At arkitekterne faktisk i dag står stærkt i den offentlige planlægning, skyldes primært at der i disse årene er basis for en alliance mellem den kommersielle kapital, konsumtions- og servicesamfundets udvikling, og samfundets og byernes øgende afhængighed af en kultur-økonomi. Der er f.eks. blevet stor «kommers» i de historiske bylandskaber. De historiske bylandskaber er blevet en vigtig del af byturismen, for det at få den nye middelklasse til at føle en stedstilhørighed til byen og bostedet, og i den generelle æstetisering af hverdagslivet som kommer til udtryk i bevaring af nærmiljøets signifikante arkitektur, udbygningen af konsumorienterede rekreationsområder og «waterfronts», købecentre mv. Forsikringsselskabet Storebrands interesse for at ligge nær ved Aker Brygge og havnefronten, bærer i den sammenhæng på samme kommersielle logik som bygningen af Operaen ved Vestbanen, nemlig at ligge midt i et attraktivt rekreations- og konsumområde. Arkitekturen er i begge tilfælder underordnet – eller så at sige den nødvendige eftertanken – til dette behov. Det som bl.a. den tidligere Ammeruddebatten viser, er at arkitekter som Carlsen mener at det er æstetikken som skaber «det gode liv». Jeg vil selvfølgelig ikke påstå at Carlsen vil udtrykke sig så direkte som tidligere byrådsleder Rune Gerhardsen som har skrevet at «pene steder skaper snille mennesker», eller interiørarkitekten Elisabeth Paus at «stygge steder skaber stygge mennesker», eller professor Jan Digerud som mener vi blir syke av å kikke på og gå forbi pølseboden ved Blindern stasjon, men de bærer alle på samme tankegang: det æstetiske er anvisende på det etiske.

Lese mer?

ALLEREDE ABONNENT?
ABONNEMENT
Fra kr 39,-
per uke ved kjøp
av 12 mnd abonnement
Hold deg oppdatert på politikk, kultur og forskning. Du får alt stoffet som er i papiravisen, egne saker kun på nett, eAvis og hele arkivet med over 50 000 artikler.
Annonse

Les om hvordan vi behandler dine personopplysninger

Vi anbefaler deg å lese personvernerklæringen og sette deg inn i hvordan vi behandler dine opplysninger. Den vil gi deg bedre oversikt over og kontroll på hva som brukes og lagres av dine persondata. Du finner all informasjon her.